I en tidligere blog post beskrev jeg nogle forskellige fremgangsmetoder for at få sit jagtvåben med til Norge, hvilket med et Europæisk Våbenpas er nemmere end at klø sig i nakken, og uden... knap så nemt.
Hvis man derimod skal til Sverige, eller gennem Sverige for at komme til Norge - fx via færgen til Göteborg; ja så skal man lige udføre et enkelt step mere for at tilfredsstille det svenske politi. Er det nemt? Ja, det er super nemt, så her kommer en kort forklaring:
- Du skal være bosidende i EU eller Norge
- Du skal have et våbenpas
- Du skal have permanent ejertilladelse til våbnet
Sådan anmelder du indførelse eller transit af skydevåben og ammunition
For at få lov til at bringe dit skydevåben med ind i Sverige skal det give mening, hvilket kan være en af disse 3 årsager:
- på jagt eller til konkurrence i Sverige
- rejse igennem Sverige til jagt eller konkurrence i Danmark, Norge eller Finland
- på jagt eller til konkurrence i et andet EU-land eller Norge
Dvs. selvom du blot skal have dit våben igennem Sverige til fx jagt i Norge, så skal det svenske politi altså lige vide, at du har det med. Til gengæld behøver du ikke forbi tolden, det hele foregår online!
Tryk på linket her, for at gå til det Svenske Tullverk.
For at komme i gang med anmeldelsen, skal du indtaste din email og bevise, at du ikke er en robot ved at udregne et simpelt regnestykke... ja, det virker ret gammeldags, men det virker åbenbart!
Derefter udfylder du blot dine kontaktinformationer og lidt info om våbnet og ammunitionen, som du vil have med, og sender det af sted.
Når du har gennemført processen får du et nummer, som du skal kunne fremvise til tolderne eller politiet, hvis du bliver bedt om det; men når du kommer til tolden kan du faktisk køre lige igennem den grønne bane med "Intet at fortolde", hvis du ikke har andre spændende ting med i bagagen.
Du kan enten printe kvitteringen ud eller blot skrive nummeret ned på din mobil. Efter få minutter vil du også modtage en email med nummeret, så det er egentlig ret lige til.
Skal man have særskilt våbentilladelse til lyddæmper i Sverige?
Svaret er nej. Siden juli 2022 har de svenske regler lignet de danske, hvor vi har lov til at erhverve og besidde lyddæmpere, der passer til våbnet. I hvert fald, når det gælder jagtrifler og salonrifler.
Så nu er det bare om at komme af sted!
Knæk og bræk :)